Galangarod, ingefær og chili
Vores galangarod, ingefær og chili har to ting til fælles: Det er unikke og spændende krydderier, der giver smag og kraft.
Og salget af dem giver indkomst og et lille håb til meget fattige familier i et af verdens mest komplekse og ustabile konfliktområder, staten Shan i Myanmar.
Det er derfor vi – trods store vanskeligheder og omkostninger – bliver ved med at handle med familierne i de to isolerede landområder Hopong og Hsihseng i samarbejde med den danske organisation ADDA.
De varer vi køber, er det hele værd. Den tørrede ingefær er skarp, krydret og med noter af citrus. Chilien er stærk, men samtidig sødlig og aromatisk.
Og så vil vi også stærkt anbefale den tørrede galangarod, der også kaldes aromatisk ingefær. Den har en varm, skarp og krydret smag der minder om ingefær, men er mildere og med noter af citrus, kardemomme og peber. Den bruges særligt i det sydøstasiatiske køkken (thailandsk, indonesisk) til supper, karry og wokretter og kan også bruges som urtete.
Konflikten i Myanmar mellem militærjuntaen og oprørsgrupperne tog desværre til i 2025 med intense kampe. Mere end 75.000 er døde og flere millioner er fordrevet – både internt og til nabolandene. FN anslår, at 40 pct. af befolkningen har brug for humanitær hjælp.
Tak fordi I handler for fred.