Kvinder og konflikt

"Vores eneste håb og ønske er at de tørrede frugter, bliver eksporteret til alle lande, og at det vil give os jobsikkerhed - og skabe jobs til mange flere kvinder."

Det er det simple men stærke budskab i videoen ovenfor fra Belqis, der arbejder hos Ziba Foods i Afghanistan.. Og det er dét, vi knokler for i warfair: At kvinder og mænd i lande ramt af krig og konflikt får arbejde, indkomst og sikkerhed. Over 80 procent af de ansatte på fabrikken er kvinder - og mange er enlige forsørgere efter mange års krig, konflikt og kaos.

Det samme billede gælder i DR Congo, hvor en stor del af kvinderne på fabrikken er enker efter parkvagter i Virunga Nationalparken, som er blevet skudt af de voldelige militser, der hærger i området.  For de kvinder og for deres familier betyder et arbejde alt.

I sidste uge fik vi en ny stor sending af de grønne Kishmish rosiner, mandler og  pinjekerner hjem fra Afghanistan. Og i næste uge kommer der 2,5 ton chokolade og kakaonibs fra DR Congo. Vi er så glade, hver gang vi kan sende en ny ordre afsted - og det er jeres opbakning, som gør det muligt.

 Vi håber, I fortsat vil bakke op ved at købe de unikke kvalitetsvarer.

Tak fordi I handler for fred.