En ny fabrik midt i konflikt og kaos

Det er ganske enkelt imponerende at kunne bygge en ny fabrik midt i en eskalerende konflikt. Det har vores partner, Virunga Origins gjort i det østlige Congo. Fabrikken blev indviet for 2 uger siden og vil sikre flere varer og arbejdspladser, og en endnu højere kvalitet.
 
Kort efter at der var håb om våbenhvile, er konflikten desværre optrappet voldsomt i området. Det kan I læse om her hos DR der ligefrem frygter en ny afrikansk verdenskrig. Byen Goma er nu helt omringet af oprørsbevægelsen M23. Over 2 millioner flygtninge er strømmet ind i byen, og alle veje ind til byen er blokeret på nær vejen fra Rwanda. Fødevarepriserne er steget markant, og Verdensfødevareprogrammet, WFP, har svært ved at brødføde en by som pludseligt har dobbelt så mange indbyggere som før. 
 
Vi talte med direktøren for Virunga Origins i fredags fra kontoret i Goma. De er stadig ved godt mod. Den nye fabrik ligger længere nordpå ved Beni. Det har været en markant logistisk udfordring at få den bygget, at få nye maskiner ind og varer ud. Men de har klaret det. Det siger lidt om modet og viljestyrken hos dem, som står bag Virunga National Park. Trods konflikten kæmper de videre til gavn for mennesker og dyr i og omkring parken. 
 
Vi er stolte over at være en af deres partnere. Og vi håber, I fortsat vil bakke dem op og handle for fred.